Skovrejsningsprojekt I Nordrup Kirke
I Nordrup Kirke i Roskilde stift, blev en forstående fornyelse af forpagtningsaftalen af præstegårdsjorden, til Nordrup kirke skov i 2016, til glæde for lokal samfundet og til gavn for klimaet.
Vi har spurgt Sognepræst Jacob B. Møller om at fortælle mere om projektet.
Hvilke overvejelser gjorde I inden projektet?
Som kirke stod vi foran en fornyelse af forpagtningsaftalen på 11 hektar præstegårdsjord. Vi overvejede at gå andre/nye veje. Fra Provstiets side blev vi opfordret til økologisk landbrugsdrift.
Andre havde fokus på tilplantning og forskellige former for rekreative områder. Vi fandt ud af, at det var muligt at få tilskud til at etablere skovdrift fra myndighedernes side. Desværre lå vores område ’forkert’ i forhold til lokalplanen. Derfor ansøgte vi Ringsted Kommune om at ændre lokalplanen, men det var en langsommelig proces, og inden de fik den behandlet, var muligheden for at søge det tilskud forpasset.
Heldigvis fandt vi ud af, at Region Sjælland, i forbindelse med byggeriet af ”Supersygehuset” i Køge skulle genetablere noget skov, som vi søgte og fik.
Fakta om Nordrup kirke Skov
- Åbnet i 2016
- Areal 9 ½ hektar
- Rummer: Skov, Sø, bålhytte
Hvad var formålet med projektet?
Formålet var at skabe et rekreativt område her i nærmiljøet. Der er 4-5 km til nærmeste skov, og nærmest ingen gang- eller cykelsti her i området, så det var et behov, vi følte, at sognet/området havde.
Nu er vi begyndt at tænke på næste skridt, nemlig at skabe samarbejde med andre ’aktører’ i området. Indtil nu har vi fået rigtig god hjælp af den lokale KFUM-spejdergruppe her, der -ligesom at børnehus og skole – gerne vil bruge skoven. Nu overvejer vi at skabe samarbejde med fx lokale biavler, ligesom at vi overvejer at lave en ”hundeskov” i skoven, for at imødekomme hundeejerne.
Hvilke tanker er der gjort omkring anvendelsen?
Formålet med anvendelsen var helt klart at skabe et rekreativt område, som kunne komme flest muligt til gavn. Og det er først senere i processen, at vi blev Grøn Kirke, og ’for alvor’ har tænkt biodiversitet ind.
Arealet. – Hvor er det placeret, hvor stort er det og hvordan blev det anvendt før projektstart?
Arealet (præstegårdsjorden) er på i alt 11 hektar, og vi er endt med at anlægge kirkeskov på 9½ hektar. Vi måtte ikke plante helt op til kirken, pga. indsigtslinjen og det har betydet, at vi i dag bortforpagter 1 hektar.
Hvor er meget er projektet budgetteret til og hvordan er det finansieret?
Jorden er præstegårdsjord, som stilles til rådighed, og ellers har vi fået kr. 41.000 ad 2 omgange fra provstiet. Resten er finansieret via eksterne midler. Region Sjælland gav os kr. 460.000,- til etableringen af skoven. Vi har fået en sø af Bane Danmark, der er anlagt som erstatning for en anden, som de har nedlagt i kommunen, og vi har søgt og fået penge bevilliget til en bålhytte af Naturstyrelsen. Ligeledes har vi søgt og fået penge til stierne, samt borde/bænkesæt af bl.a. Landsbyforum, Ringsted Kommune og af Sjællandske Medier.
Skulle I indhente særlige tilladelser til projektet, og hvordan forløb denne proces?
Vi spurgte Provsti og Stift, om de havde noget i mod at vi plantede skov på præstegårdsjorden. Det havde de ikke, men vi skulle selv stå for det økonomiske. Det var svære at få kommunen med til at ændre lokalplanen. Vi havde bl.a. også ønsket os at etablere en kælkebakke i skoven for områdets børn, men det vil Ringsted Kommune ikke give dispensation til!
Vil I opfordrer andre kirker til at lave et tilsvarende projekt, og har i et godt råd til dem?
Vi kan kun opfordre andre kirker til at udnytte præstegårdsjorden og gøre den til rekreative områder. Vi vil opfordre alle til at tage en skovfoged med på råd, og ikke ”kun” at lave skov, men også forskellige aktiviteter, som f.eks. bålhytte eller fitness. Ligeledes har vi valgt hvert år at fejre ”Skovens Dag”, og menighedsrådet arrangerer hver sommer grillaftner. Ligeledes har vi i de sidste par år lavet ”Påskeløb” for børn.