Bæredygtighed på kirkegården
I løbet af 2021 er der blevet lavet et samarbejdsprojektet mellem Roskilde Grønne Stiftsudvalg og Grøn Kirke om bæredygtighed på kirkegården.
Lone Hage Rasmussen fortæller om hendes arbejde på kirkegården, samt samarbjedet med grøn kirke om at skabe en bæredygtig kirkegård og et bedre miljø for fuglene.
Lone Hage Rasmussen fortæller
Vi er bidt af en gal fugl min kollega og jeg. Når vi kører bil kan vi finde på at stoppe for at se på en fugl vi lige har spottet. Kikkerten har fast plads i sidelommen i døren. Alle fugle har vores interesse, undtagen spøgefugle.
“Fugleinteressen kan alle dyrke, blinde kan nyde fløjten, døve kan nyde synet, børn, voksne, jagere, botanikere, det er en interesse alle kan mødes om”
Kirkegårde i tidens løb har været holdt sirligt, perlegrusgange, små klippede hække, formklippede stedsegrønne buske. Natur siger nogle, kultur siger vi. Vi er i 2022 og skal lære hvordan vi laver begge dele så alle er glade med respekt for fremtiden.
Om vinteren er min yndlingsfugl rødhalsen, den er så nuttet når den sidder og kigger på mig tæt ved på jorden eller i busken. Jeg elsker også sangsvanens smukke gule næb og lange lige hals. I foråret er jeg bedåret af halemejsens besøg på foderbrættet. Så smuk så jeg tror det er en undsluppet voliere fugl. Om sommeren prøver jeg at følge mursejleren i luften og efteråret er trækfuglene alle ture i blæst og regn udenfor værd.
Fugle og deres æg er føde for egernet. Egernet som alle synes er søde. Blomster giver lækkert nektar og pollen til insekterne. Insekter incl. de irriterende myg er føde for fuglene.
De kolde facts: Fuglebestanden er nedafgående for flere år i træk. Tidligere tiders sprøjtning, dræning af vådområder, færre levesteder pga menneskers indgriben, det hele har gjort sit. Bøndernes små gårde med plads til svalereder og korn til gråspurve er der heller ikke mere.
Ved Himlingøje og Vråby kirker ønsker menighedsrådene mere natur. Vi har rodehjørner hvor grene og vissent løv giver vinterskjul til pindsvinet. Træer, buske og eng giver blomster og levesteder til insekter og fugle. Vi manglede blot redekasser. Jeg er graver i de to små sogne og penge er der ikke mange af. Derfor den dag i december skrev jeg en ansøgning på mail til Grøn kirke.
Jeg kender til Grøn kirke da jeg følger dem på de sociale medier, nyhedsbreve fra dem selv, hjemmesiden, fra stift og provsti, foredrag for kirkeansatte og menighedsråd samt den grønne erfa gruppe jeg sidder i. Grøn kirke svarede hurtigt tilbage. Grøn Kirke samarbejder med Roskilde Grønne Stiftsudvalg omkring bæredygtighed på kirkegården. Derefter bevilliges de 2000 kroner som var søgt om til fuglekasser. Jeg informerede mine formænd og så ringede jeg til min medhjælper, han kom straks med trailer for nu skulle der handles materialer ind.
I byggemarkedet valgte vi at købe krydsfinersplader. Træ er ikke bare træ. Planker fragtet fra den anden ende af verden ville vi ikke have. Ej heller de trykimprægnerede. En æske skruer samt plader blev betalt på konto. Himlingøje kirke får som virksomhed 20 procent rabat i forhold til almindelige strøgkunder. De lagde ud og fik pengene refunderet fra Grøn kirke.
Vi kørte det hele hjem i Ottos lade og gik så på juleferie. Nej, det gjorde vi ikke, da vi er gravere, men det blev i hvert fald jul og så blev det januar. Jeg kom hjem til Otto og vi startede med morgenkaffen mens vi søgte på nettet efter modeller til ugler og mursejlere samt småfugle. Otto har en masse snedker og tømmer maskiner, jeg vil ikke rode mig ud i navnene på dem, men nemt var det at lave med det rigtige udstyr og en udlært tømmer.
Tagene har fået tagpap til taget og træet transparent træbeskyttelse. Kasserne har fået numre på som vi havde tilovers fra nedlagte gravsten.
Jeg har haft det sjovt med at skrue og save og stå på værkstedet her i januar regnen og glæder mig til at følge husenes brug.
I foråret 2022 er sognebørnene inviteret til opsætning af husene med efterfølgende kaffe og kage. De er indbudte da vi gerne vil give byen kendskab og ejerskab over kasserne og tænker de vil kaste et blik på kassen når de går forbi og tænke på livet. Og så er det bare at vente på liv blandt de døde.