Lav jeres egen klimapilgrimsvandring for COP 26 i Glasgow
Skrevet af Martin Ishøy
Ingen i Grøn Kirke er i tvivl om, at klodens klimatilstand er særdeles kritisk for os mennesker, vores efterkommere og livet som vi kender det i al dets mangfoldighed. Derfor er alle enige om, at der skal gøres noget. Der skal gøres noget politisk, økonomisk og teknologisk. Men klima- og miljøkriserne er også åndelige kriser. Krisernes inderside er en syg spiritualitet. Som kirke har vi en hovedopgave her.
En måde at række frem mod en bedre spiritualitet er pilgrimsvandring. I 2015 var Grøn Kirke medarrangør af den store europæiske klimapilgrimsvandring til klimatopmødet i Paris, og i år støtter vi op om klimapilgrimsvandringen mod Glasgow. ”De svenske kan meget, som vi ikke kan” (som Benny Andersen skrev), og i år har Svenska Kyrkan taget initiativ til en klimapilgrimsvandring fra det berømte pilgrimscenter i Vadstena over Sjælland, gennem Tyskland til Holland, hvor de mødes med klimapilgrimme fra andre hjørner af Europa. Fra Amsterdam sejles der til Newcastle, hvorfra man går til Glasgow.
BudskabetBudskab på dansk 26. maj 2021 – Oversat af Martin Ishøy kan du læse her
(Originalen på svensk kan læses her)
Af coronahensyn er det kun en lille sluttet trop, der går hele vejen, men alle vi andre opfordres til at lave vores egne lokale vandringer, hvor vi registrerer og tilslutter os budskabet på pilgrimsvandringens hjemmeside. Så opfordringen herfra lyder: LAV EN LOKAL PILGRIMSVANDRING, og vær med til en sundere spiritualitet!
Hvornår?
”Kernetroppen” vandrer gennem Danmark (over Sjælland og Lolland-Falster) sidste del af august. Men måske vil det være nok så oplagt for os lokale kirker at lave vores egne klimapilgrimsvandringer lidt senere på året. Bare de ligger inden klimatopmødet, som finder sted 1-12 november.
Hvad er det at gå klimapilgrimsvandring?
Som al pilgrimsvandring er klimapilgrimsvandring samtidigt en indre og en ydre vandring. Man går gennem landskabet for at nå frem med et budskab om, at man med sin livsindstilling som pilgrimsvandrer støtter op om den grønne omstilling samt arbejdet på at modvirke klimaforandringerne og at afbøde virkningerne ved at tilpasse forholdene efter dem. Den indre vandring er en eftertænksom besindelse, mens man går, på sit eget liv, ens egen rolle og opgave og hvor ens glæde ligger i hele den store grønne omstilling, som finder sted, og som må finde sted i verden.