Nu har vi i Korskirkens Baptistmenighed i løbet af efteråret arbejdet med forskellige tiltag, der kan gøre os til grøn kirke, derigennem også arbejdet med tjeklisten. Indledningsvist har arbejdet fokuseret på at skabe overblik over hvilke tiltag, der allerede er sat i værk, og hvilke fokuspunkter kirken kan have i arbejdet med at blive grøn kirke. Vi har nedsat et udvalgt som indtil videre har mødtes to gange.For nuværende arbejder vi med optimering af kirkens forbrug. I forhold til f.eks. kaffe, har vi undersøgt, hvordan indkøb og forbrug af kaffe kan gøres mere bæredygtigt. Vi har således gennemgået tjeklisten, og fundet, at vi opfylder i alt 34 punkter. Dette inkluderer et punkt, som vi selv har tilføjet, nemlig at vi leder al regnvand på grunden i faskine, så kloakkerne ikke belastes. Derudover er vores kirkebygning bygget, således at den lever op til alle moderne standarder i forhold til miljøhensyn. Den er udstyret med isolation, der lever op til alle tidens krav, hvilket minimerer bygningens samlede energiforbrug. I samme henseende er kirkesalen ligeledes bygget med store, sydøstvendte vinduespartier, hvilket naturligt reducerer behovet for kunstig belysning i dagtimerne. Der er desuden installeret en faskine på grunden, hvilket vil sige, at regnvandet på grunden ikke belaster kloaksystemet. Dette er et hensyn der særligt betaler sig i forbindelse med vejrmæssige ekstremhændelser såsom skybrud. Dette er bare et udpluk af de tiltag vi har gjort i forbindelse med byggeriet, for at sikre en bæredygtig kirkebygning.