Koralbøn

Af Martin Ishøy

Diskrete, almægtige skaber af alt værdsat og af alt ignoreret! 

Koralrevene lod du opstå og brede sig som kraftkilder for skabelsen  

mangfoldighedernes mangfoldiggørelse af liv og vækst:  

polypdyr i mængder, alger i alle regnbuens farver, kalkskelletter som kæmpe undersøiske øer. 

Gennem årmillionerne spredte de skønhed og godhed i det blå element. Havets levende juveler. 

Kun en promille af bunden lagde de beslag på, men en fjerdedel af havets dyr fandt levesteder dér. Også mennesker høstede glæde og mad på korallernes rev.  

Glæden har vi tilfælles med polypdyrene og en trang til ekspansion.  

Men vi er mere end polypdyr. Vi har ansvar.  

Ansvaret glemte vi bare, da vi satte tryk på kedlerne i forbedringens højhellige navn,  

da vi arrogant forsurede havene og varmede dem op. De vi sprængte korallerne med dynamit og tæskede dem med trawl. 

Koralrevene: Overflødighedshorn af umælende væsners bæredygtige samliv. Symbiosers spontanitet. Den skabte skønheds strålende spejl. 

Hvad er det vi ser, når vi ser os selv i spejlet?  

Tænk, at vi tog korallernes skønhed forfængeligt og nedgjorde den til handelspris.  

Skabningens Herre! Fra dybet råber vi til dig – lær os kærlighed og respekt for dit dyb og for dine skabninger dér.  

Lær os at dvæle ved din skønhed i de dybe grunde og se de mange munde. Lær os at lytte med øjnene til korallernes synlige ord, som er dine. 

Luk vores øjne op med årmillionernes lovsang, og lad os synge med i den mangfoldige lovprisning fra korallernes kor.  

Lad os gøre det med ansvarlige menneskestemmer. 

Almægtige Gud, for dig er alting muligt. Spred frelse og håb på havets bund. Lad os genfinde os selv som storfamilie med alger, polypdyr og kalkskeletter, med koralrevenes samfund.  

Lad os alle lovsynge dig i korallernes toneart i Håbets Katedral. 

Amen