Af Henrik Danielsen, medlem af menighedsrådet i Egebjerg Sogn og formand for byggeudvalget. Oktober 2023
Fra oliefyr til biobrændselsfyr med bæredygtige pillerI Egebjerg sogn, Odsherred provsti har vi en smuk gammel firelænget præstegård fra 1776. I 2022 gik vores præst på pension efter mere end 36 år i præstegården. Vi har kun haft tre præster de seneste 100 år, så præstegården har ikke siden 1922 været udsat for gennemgribende renovering.
Egebjerg Kirke er Grøn Kirke med affaldssortering m.m. Vi tilstræber en balance mellem økonomisk ansvarlighed og miljøet i både den daglige drift og ved indkøb af materialer, maskiner m.m.
Vi har et landbrugsareal, som vi bortforpagter. Heldigvis er der blandt dem, der byder på forpagtningen, også en stor økolog, som dels passer ind i det, vi gerne vil, men også byder markant højere på økonomien. Det betyder, at vi har en fornuftig drift af vores jord, og at forpagtningsafgiften er et markant bidrag til Kirkens Liv og Vækst – faktisk kunne vi ikke tilbyde sognet meget uden den indtægt. Så en ren win-win.
For nogle år siden kunne vores oliefyr ikke mere, og vores omkostninger til at varme både en stor, utæt og stort set uisoleret præstegård og en middelalderkirke op var voldsomt høje og et stort problem for et lille sogn som vores. Der var ikke mulighed for fjernvarme. Vi opsatte derfor et biobrændselsfyr (træpiller) og køber kun bæredygtige piller – dvs. vi køber piller fra gavntræsproduktion (savsmuld fra møbel og/eller tømmer produktion). Således har vi garanti for, at der dels bliver genplantet, dels at hovedparten af træet beholder sin CO2 som gavntræ.
Grøn renovering med respekt for husets historieVores præstegård blev fredet i 1964 og det giver i sig selv udfordringer, både økonomisk og miljø- og klimamæssigt. Efter vores præst var fraflyttet, gik vi i dialog med fredningsmyndighederne, provsti, arkitekter og rådgivere. Vi fik fastlagt nogle rammer som skulle overholdes, bl.a. at vi ikke måtte skifte vinduer og døre, på trods af at vinduerne var så utætte så et almindeligt stearinlys gik ud hvis det stod i vindueskarmen uden forsatsrude. Vi fik dog lov til at skifte taget som var nedslidt og utæt, og til at brække gulvet op og lave ny isolering og delvis gulvvarme.
Projektet tog form i løbet af vinteren 2022-23 og i foråret 2023 gik vi i gang. Vores arkitekt og håndværkere har god erfaring med fredede og gamle skæve ejendomme. Vi skifter alle gamle uisolerede varme- og vandrør og el-ledninger med stofisolering; vi stripper huset indefra helt ud til det ydre bindingsværk og ned til jorden. I skrivende stund har vi genopbygget den indvendige del af alle ydervægge. Her bruger vi ny miljø- og klimavenlig isolering som er godkendt. HempCrete isoblok – 1 m² væg af 40 cm tykkelse – binder 44 kg CO2, mens de fleste andre isoleringsmaterialer er CO2-udledende. HempCrete er i brandklasse EURO A2-s1,d0. Vi bruger heller ikke dampspærre, og man bor således ikke i en ”plasticpose”. Det betyder ikke blot en god isolering, men også et helt andet indeklima – da vi undgår f.eks. LDPE/PE/PVC i dampspærre. Den kemi kan nemlig for nogle betyde allergiske reaktioner. Endelig giver HempCrete en god akustik. I mellemrummet mellem blokkene og ydervæggene drysser vi løst hamp materiale ned og stamper det sammen. Det er dyrt og tager tid, men vi synes det er det værd. Affald og rest af HempCrete kan umiddelbart knuses og spredes ud på jorden.
Du kan se flere billeder fra renovationsprojektet op Egebjerg kirkes hjemmeside: https://www.egebjergkirke.dk/mr-nyt-fra-formanden
Det gamle tag er nedtaget og lagt i en særlig container. Det knuses til fint pulver og genanvendes som underlag til tennisbaner. Der er lagt nyt undertag og isolering på loftet.
Flere af de oprindelige træbjælker skulle skiftes flere steder i huset. Dem har vi erstattet med ca. 100 år gamle bjælker som indkøbes i en genbrugstrælast – også lidt bøvlet, men fint. Udover genbruget af træ, så får vi noget helt andet stærkt træ, som man ikke finder i nyt træ i dag, da træproduktionen i dag bliver drevet frem.
Vinduerne og den utæthed der er har vi løst ved at en snedker har skabt nogle meget smukke forsatsruder i egen ramme. De er alle håndlavet da intet i dette hus er i vinkel, lod eller målfast. Disse forsatsruder ser ud som om huset er født med dem. Effekten er ikke helt som nutidige termoruder, men ganske tæt på.
Der var tre funktionsdygtige brændeovne i huset. Dem skifter vi ud med nye brændeovne som opfylder de nye krav, men som stadig har et udtryk som passer ind i en gammel bygning.
Alt i alt søger vi en treenighed, som passer på skaberværket, som tilgodeser at det er et sted hvor mennesker bor og arbejder, og som imødekommer den stramme profane økonomi.