Verden er ikke på vej ”to hell in a handbasket”. Det bekendes hver søndag i kirken, at Kristus er ”på tredje dag opstanden fra de døde”. I en tid med bimlende alarmklokker i forhold til verdens tilstand, er det vigtigt at tage udgangspunkt i en taknemmelighed over at være en del af Guds skabning. Det modsatte af synd er ikke dyd, men taknemmelighed.af Simon Schmidt, Phd-stud. systematisk teologi, Lunds Universitet

Dette var i al fald udgangspunktet for arbejdet i vores lokale Grøn Kirke udvalg i Apostelkirken på Vesterbro i København. Jeg var i nogle år formand for gruppen og er i den egenskab blevet bedt om at sige lidt om de praktiske og teoretiske overvejelser, som for mig udsprang af dette arbejde.

Vores Grøn Kirke gruppe bestod på det tidspunkt af omtrent 5-7 personer. Unge og gamle i skøn forening. En af kirkens præster havde en fast plads i gruppen. Konkret holdt vi fire ordinære møder om året. Hvert møde var af cirka to timers varighed, og vi begyndte altid med en halv times diskussion af dén klima-kirkelige bog, som vi nu læste det år. Dette medvirkede til at fastholde de større perspektiver og få løftet blikket, så vores arbejde ikke blot kom til at handle om praktiske gøremål. Eller, sagt på en anden måde, at vi fastholdt, hvordan selv de mest dagligdags praktiske klimamæssige tiltag også har teologiske perspektiver.ÅrshjulFire aktiviteter udgjorde på skift hovedtemaet for vore ordinære møder. Så at sige fire eger, som holdt vores årshjul sammen.1. For det første skabelsesgudstjenesten i efteråret. I en kirke i byen kan ”høstgudstjeneste” blive et komisk fænomen. I stedet for at holde en høstgudstjeneste var vi i Grøn Kirke udvalget med til at arrangere en skabelsesgudstjeneste. 2. På vort andet møde fokuserede vi på Grøn Kirke tjeklisten. Her blev det ofte igen meget konkret. 3. Hvert år i marts måned afholdes Earth Hour. Det er er en global klimakampagne, hvor mennesker over hele kloden slukker lyset i en time som en symbolsk handling mod klimaforandringerne. Her medvirkede menigheden med et arrangement med musik i et mørkelagt kirkerum. Det vigtige ord her er naturligvis ”symbolsk handling”. Det gør ikke meget fra eller til at slukke lyset en time. Men symboler og ritualer betyder noget og er med til forme mennesker.4. Vores fjerde møde i løbet af året handlede som oftest om at samle op og knytte de løse ender. Her var plads til nye tiltag, som at arrangere et loppemarked. Asketiske idealerDenne praksis affødte teoretiske overvejelser, som jeg her vil forsøge at skitsere. I de bibelske skrifter og den kristne tradition findes (mindst) to idealer for det gode gudvelbehagelige liv. På den ende side at dø mæt af dage omgivet af ”goats and grandchildren”. Dette ideal finder vi måske klarest udtrykt i patriarkhistorierne i GT, men idealet er også at finde i NT, for eksempel i hustavlerne i Kolossenserbrevets tredje kapitel. På den anden side møder vi også et helt andet ideal, ifølge hvilket det gode gudvelbehagelige liv er at følge Kristus efter og dø i kærlighed til Gud. Mest tydeligt kommer dette til udtryk i beskrivelsen af Kristi liv i NT, men også både i martyrberetninger og i profet-beretninger i GT. To modeller for det gudvelbehagelige liv, som begge findes i de bibelske beretninger, men som er svært forenelige, og som derfor må stå i en naturlig spænding. En udfordring for kirken må være at turde lade denne spænding stå og dirre i luften og samtidigt pege mod begge modeller. Imidlertid er vores lutherske kirke led i en lang historisk tradition, hvor denne spænding ikke længere bliver opretholdt. Alt for kort fortalt blev først kristendommen accepteret og siden officiel religion i Romerriget. Derved blev idealet om martyriet nedtonet, om end måske delvis opretholdt i de monastiske bevægelser. Men inden for den senere protestantisme mistede også disse institutioner deres betydning, hvilket har medvirket til, at spændingen mellem de to modeller ikke længere er opretholdt. I de to modeller finder taknemmeligheden to udtryk: På den ene side at omfavne og tage imod skaberværkets gaver. Men på den anden side også den form for taknemmelighed, som viser sig gennem en kritik af verdens maskespil. Ud over martyriet har sidstnævnte gennem kirkens historie fundet udtryk gennem asketisk praksis. Hvor kristne gennem kirkens historie har været bevidste om, at mennesker er nogle skrøbelige størrelser, som nemt kommer til at tilbede skabningen i stedet for at tilbede skaberen. Derfor har kristne af og til afstået fra at nyde for eksempel for meget god mad, selvom denne mad i sig selv kan betegnes som noget godt.Grøn kirke kan i Danmark bidrage til at minde den lutherske kirke om, at den må lære igen at kunne tale om den asketiske livsførelse, som ledte Frans af Assisi frem til en taknemmelighed, som efter sigende fik ham til at prædike selv for fuglene. Grøn kirke har overraskende store perspektiver!Ovenstående er en forkortet version af en artikel i Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke; Årg. 46 Nr. 2 (2019). S. 153-159.