af sognepræst Martin Ishøy

Hold ud! Nogle gange virker det som om, der står ”corona” skrevet på alle vinduer, alle spejle og på indersiden af alle briller. Nogle af os har nok haft en letsindig ønskedrøm om, at det var overstået med denne sommer. Men det var tydeligvis en illusion. Det kommer til at vare året ud og længere endnu.

Det er som om, der er byggearbejde alle steder. Det er bare ikke til at gennemskue, om det er reparationer, så alt kan blive som før, eller om det er nye entreprenante tiltag, så det ender med en helt ny normal. ”Ny normal” er et udtryk, der svæver i luften som en tåge for tiden. Ingen ved rigtig, hvad det betyder. Men mennesker får styrket deres autoritet ved at sige det: ”Det bliver den ny normal”. Så lyder det som om, de har styr på det. Men er den der nye normal noget, nogen glæder sig til? Det virker ikke sådan. Det virker mere som noget med mere kontrol. 

Men det er ikke det, vi længes efter. Vi længes efter glæde, frihed, lyst. Og vi skal holde ud. Vi skal holde ud i håbet. Det er håbet, der holder os oppe. Man kan sige, at vinteren i år indfandt sig den dag i marts, hvor Danmark lukkede ned, og den er langt fra over endnu. Men i håbet overvintrer glæden.

Håbet hører sammen med troen, fordi troen oplyser menneskers oplevelser. Troen gør vores oplevelser, nogle af vores oplevelser, til umistelige livserfaringer. Oplevelserne bliver til livserfaringer, fordi troen stiller dem i et lys, der lyser ud over situationen, ud over horisonten, der ud hvor alt er godt og smukt og rigtigt, og håbet næres.  

Det er derfor salmedigteren Ingemann i vintersangen ”I sne står urt og busk i skjul” om den lille fugl kunne skrive: ”Giv tid, giv tid, den nynner glad/ og ryster de små vinger,/ – giv til og hver en kvist får blad./ Giv tid, hver blomst udspringer”. Fuglen ved det ikke selv. Det er digterens tro, der gør oplevelsen til glædes håb, der bare ved, at hver blomst udspringer – om en tid.

Så: vi holder ud i denne vinter, hvor længe den end varer. Vi holder ud i kraft af troens og håbets livserfaring. Spørgsmålet er, hvor den kan finde sin næring. Hvor findes det daglige brød, som kan holde os glade og fortrøstningsfulde? Så vist IKKE i den nye normal. Jo mere organiseret, digitaliseret og kontrolleret vores liv bliver, des mere søger vi andre steder hen for at finde glædens kilde, kilden til frihed, lyst og fortrøstning.

Naturen er det helt primære ”sted”. Naturen har liv, som ikke er vores at kontrollere. Naturen har liv, som er ukrænkeligt for os. Det betyder, at naturen har liv, overfor hvilket vi må vælge, om vi vil respektere det på dets egen præmisser, eller om vi vil destruere det, ødelægge det. Vi kan ødelægge naturens liv, eller vi kan lade os overvælde af dets suverænitet, respektere dets rigdom og i taknemmelighed lade os oplives af det – i troen på det, som den lille fugl ikke selv forstår, men som den uvidende lovpriser sin skaber for.

Naturen som kilde til glæde og glædens modstandskraft, er Ingemann overhovedet ikke ene om at have fundet. Det gælder mange digtere, blandt andre Thorkild Bjørnvig, der i 1959 skrev digtet ”Ahorntræet”. Her skildrer han, hvordan det efterårsgule ahorntræ gæstes af en stæreflok, ”et heftigt sus af mange Vinde -/ paa én Gang staar det gule Træ/ opfyldt af Jubel! Disse Fugle,/ de hører ikke Træet til, men Kalk og Muld og Luft og Farve/ og det vi intet véd om: Fryd – …”.

Det er jubel af en verden, som vi ikke bestemmer over. Ikke engang træet bestemmer over fuglene, for de er kalk og muld og luft og farve, de er fryd af naturens egen fryd. Og digteren Bjørnvig trækker åbenlyst på kristendommens billedsprog om pinsens store glædesfest, når han beskriver stæreflokkens ankomst i træet som ”sus af mange vinde”. Det er de samme vinde som blæste gennem stuen, hvor de indsunkne disciple sad inden døre, da Ånden kom over dem pinsemorgen.   

Endnu tydeligere bliver det, når fuglene fylder træets krone med ”ekstatisk skrig, hør Træet synger,/ Tunger af ild, Struber af ild,/ Jordskælv af Lyd, en Salighed/ saa luften flammer…”. Det er de samme tunger af ild, som Ånden satte på disciplene pinsemorgen, så de fik mod og overskud til, ekstatiske, ude af sig selv, at gå ud og forkynde det gode budskab om lysets og skaberens sejer over dødens mørke.

Derfor: selv om digteren ved, at stærenes ”vilde skrig” i efterårstræet fortæller om deres afrejse og vinterens komme, er jublen uantastet. Han ved, ”at Glæden overlever,/ tag blot min glæde med – langt fra/ at I behøver den [siger han til stærene], men Glæden/ skal samles med al Fryd, som findes,/ dér hvor Misundelsen blegner,/ Skinsyge, Forskel, Nag forsvinder,/ fordi enhver er med, – delagtig/ i den udelelige Fryd./ Det Sted er til; derfra er livet”.

Det er præcis denne opbyggelse, vi har brug for i denne coronatid, og som skabelsestiden gør opmærksom på. At finde håb og glæde og lyst og livsmod. Og dér er naturens fænomener uden sammenligning de vigtigste. Det er de, fordi de har en selvstændighed, som, når den opleves med kristentroens sans, åbner indsigter i det Guds rige, som kalder på os og vores delagtighed. Bemærk, at det præcis er det glædens rige, Bjørnvig taler om, hvor skinsyge, nid og nag ikke findes, men alle er delagtige i den udelelige fryd.

Hold det for øje. Hold ud. Så kommer vi glade gennem coronakrisen.

Dagbladet information har hen over sommeren bragt en serie med danske naturdige gennem tiderne, hvor litteraten Erik Skyum-Nielsen har skrevet kommentarer til hvert digt. En lise for sjælen er nok et gammelt udtryk, men det er passende her. Serien er direkte dejligt at læse.