2020 har været en mærkeligt og et hårdt år pga. corona. Paradoksalt nok har pandemien også skabt et tiltrængt pusterum for skaberværket, pga. færre flyrejser og mindre trafik i det hele taget. Allerede kort tid efter den globale nedlukning i foråret kunne man se markant forberede forhold for dyre- og planteliv. Det siger noget om, hvor stor belastningen af skaberværket er under normale omstændigheder, og hvor stor en forskel det gør, når vores adfærd ændres.

De positive effekter for skaberværket gør selvsagt ikke de menneskelige konsekvenser mindre alvorlige. Vi skal stadig gøre alt, hvad vi kan for at bekæmpe virusset samt de store sociale konsekvenser af nedlukningen, men hele sagen viser for mig én ting, som giver anledning til håb, nemlig at vi mennesker rent faktisk formår at ændre adfærd, og at verdens gang kan ændres, hvis bare vi i fællesskab beslutter os for det.

Nogle gange kan man få den tanke, at fremtiden ikke kan ændres, og at alting ligger fast på forhånd. Dén pessimistiske tanke er kommet til kort: Vi kan ændre retning. Vi kan tage store beslutninger, der sætter en ny kurs for fremtiden, hvilket det sidste år med corona har vist os. Spørgsmålet er bare, om vi gør det (også når det gælder naturen) – ikke om vi kan.

Denne erkendelse giver for mig håb for fremtiden. Det er ikke et håb, der bare siger, at alting nok skal ende godt. Det kristne håb har en anden karakter end det: Det kristne håb siger, at fremtiden er åben. Men det er op til os, om vi udnytter den åbenhed til gavn for hele skaberværket eller kun til gavn for os selv. Men fremtiden er åben; verdens gang kan ændres. Dét er håbet, også i en svær tid.

Vi har brug for håbet for at kunne handle. Håbet holder os på en måde i live, ligesom det at trække vejret. Det har Iben Krogsdal sat flot ord på i sangen “December: årets endeligt”, der er kommet med i den nye udgave af Højskolesangbogen. Her hedder det i et af versene:

For håbet trækker vores vejr

fordi vi ved hvor små vi er

i vinterkuldens hænder

imens vi tæller tællelys

der tæller ned til alt fornys

og døgnets rytme vender

I det store skaberværk ved vi, hvor små vi mennesker er. Men håbet trækker vores vejr, så vi kan handle og vente på, at alt fornys.

Med håb for hele skaberværket og med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår

Jan Nilsson

Præst på Diakonissestiftelsen og medlem af Danske Kirkers Råds arbejdsgruppe for Økumenisk Dialog og dannelse