Indhold: Denne klumme omhandler, panik, tro, og bæredygtighed. Af:  Sognepræst Martin Leif Ishøy af Sankt Jørgensbjerg kirke i Roskilde. 

“Kristendommen forener desperationen overfor de kriser som vi simpelthen ikke ved, hvad vi skal gøre ved, forener den desperate tro, med det målrettede, fornuftige, gennemtænkte arbejde”

Panik og tro

Det er vigtigt ikke at gå i panik. Rusland er et økonomisk ret tilbagestående land, men landet råder over en af de største hære i verden, og de regeres af en sindssyg diktator. Vi er muligvis på vej ud af en pandemi, som har hærget vores samfund ret alvorligt, og der er ingen, som ved noget, der tror, det bliver den sidste pandemi, vi kommer til at opleve. Vi – menneskeheden – har presset naturgrundlaget så hårdt, så faren for tilblivelsen af sådanne pandemier er blevet alvorligt forværret. Og det peget på det mest grundlæggende problem, af dem alle; vores forhold til naturen, som har givet sig udslag i kriser vedrørende klima, biodiversitet, syntetiske naturfremmede stoffer, også kaldet kemi i naturen, den såkaldte plastikforurening. Vi har heller ingen anelse om, hvad alle nanostofferne gør ved naturen. Vi har ingen anelse om, hvad den ube-grænsede produktion og spredning af kunstgødning, dvs. kvælstof over kloden vil medføre. Der er en lang række såkaldte planetære grænser, som er blevet overskredet på grund af os – nogle af dem helt sikkert uafvendeligt og yderst problematisk.

Så det handler om ikke at gå i panik. Eller gør det? For hvis alternativet til panik er ”business as usual” – på området for fred og sikkerhed, på det økonomiske område, på områderne for vores forhold til naturen, så er et svært at sige, hvad der er værst; panik eller ”business as usual”. Vi har ikke hørt meget til Gretha Thunberg på det sidste, og hun er også en kompleks person, som er ved at blive voksen. Hun har været til stor inspiration for alle de grønne ungdomsbevægelser, som er dukket op. Men da hun rasende snerrede i ansigtet på verdens ledere, at hun ville se panik, så var der en stor og uafviselig sandhed inde i hendes ord (sammen med hvad der i øvrigt også var). Sandheden skal man også nogle gange høre fra vrede teenagere, der råber.

I dag hører vi i teksten om en anden, som er i panik: en far, som er ved at miste sin elskede søn, og han er tydeligvis parat til at gøre hvad som helst og også at tro hvad som helst bare hans søn bliver helbredt. Og her har vi det jo på et sølvfad: tro og handling, tro og gerning hører uadskilleligt sammen. Ikke sådan at man ikke kan nøjes med en af delene, men er nød til at komme op med begge dele , hvilket er en meget almindelig misforståelse. Men sådan, at tro og gerning (handling) er uadskillelige. Det ene er der ikke, hvis det andet ikke er der. Det er et afgørende vigtigt punkt, som teologer siden Paulus (og Jesus, hvis vi kalder ham teolog) har gjort meget for at understrege. Med Paulus taler Luther om ”tro virksom i kærlighed”, mens den katolske tradition taler om ”tro formet af kærligheden”. Det kan de så skændes om, men resultatet er det samme: det ene er der ikke uden det andet.

Det der ikke må overses, er, at den desperate fars udråb, ”jeg tror, hjælp min vantro”, er en gerning, en handling, og den første gerning i en lang række gerninger, som er uadskillelige fra troen på Jesus Kristus, verdens frelser. Jesus Kristus, og dermed den treenige Gud, er blevet fortegnet for den mand, for hvad han gør i medgang og modgang. At sige noget er at gøre noget, og overgangen fra ord til fysisk handling er meget lille, hvis ordene er troens ord. Det som det jo så er en påmindelse om, er, hvad tro, kristen tro, religiøs tro er og ikke er. Det er ikke en samling principielle meninger og opfattelser. Tro er virkelighed. Og hvem har så den pågældende desperate fars tro, som er parat til at lægge alt i Jesu hænder? Det er et andet spørgsmål, som bør få os alle sammen til med disciplene at bede om en større tro. Eller rettere sagt en tro, som er virksom også udover desperationen.

Bæredygtighed i kirken  

Men faderen i teksten er desperat, og vi har adskillige grunde til at blive desperate. Allermest, hvis vi elsker vores børn og efterkommere. Men ”Nu må der ikke gå religion i det”, som indtil flere har udtalt konfronteret med de fuldstændig uoverskuelige naturkriser, der tårner sig op. Eller er det nu rigtigt? Hvad er egentlig alternativet? Mig bekendt er religion det eneste fænomen, som nogen sinde har været reelt og bæredygtigt adfærdsregulerende, fordi nemlig: religion taler til den enkeltes egen tilegnelse, eftertanke og ærlighed overfor Gud. Religion er det eneste fænomen som no-gen sinde reelt og på sigt, dvs. bæredygtigt har ændret menneskers selvforståelse og dermed retningen i deres liv. Religion er fri tilegnelse i modsætning til tvang og ydre regler. For det er jo det der er alternativet, hvis vi ikke skal fortsætte med ”business as usual” – tvang og vold som i diktatur. Vi kender et par af dem med adresse lidt længere østpå, hvor mennesker, som ikke følger den officielle linje, pludselig kommer til at blive ”forsvundet”, fordi de ytrede kritik af præsidenten. For: sådan kan man også få mennesker til at gå i samme retning, med vold.

Så vil jeg faktisk foretrække, at der går ”religion” i vores forhold til naturen og de andre kriser, vi står overfor. Altså: ”business as usual” vil jo sige, at vi bare fortsætter, som vi plejer, og i realiteten forsøger at afværge kriserne med de midler, som fra begyndelsen har fremkaldt dem. Men der er faktisk grænser for vækst, ”Limits to Growth” for nu at nævnte titlen på en vigtig rapport som kom for (i år) 50 år siden, men som aldrig blev taget alvorligt af dem, der træffer beslutningerne i denne verden. Det er ALDRIG – heller ikke efter finanskrisen – lykkedes af afkoble vækst fra nedbrydningen af natur, klima eller miljø.

Så jeg vil anbefale religion, og ja især kristendom. For hvad er religion? Religion er det fænomen (af alle) som forener panik og bæredygtighed, forener det, at det er ”nu” og helt akut, forener det med et levet liv, med hele klodens levede liv i foreløbigt over 13 mia. år. Kristendommen (og det gælder vel alle religioner på deres måde) forener nuet og tidens gang, men kan også sige tid og evighed, for evigheden tangerer tiden i hvert troens mange øjeblikke.

Troen 

Et meget tilgængeligt udtryk for det har vi i de ord ”bed og arbejd”, Ora et labora, som har været et kristent motto siden det sjette århundrede, dvs. ca. 1000 år inden reformationen. ”Bed og arbejd”. I bønnen er den bedende ude af sig selv, har ikke styr på sig selv, men satser alt på, at Gud som man beder til, har styr på det. I bønnen mangler man noget, men satser blindt på, at Gud kan give det. ”Ske din vilje, som i himlen således også på jorden”. Det er den tiltro, den gudstro, man tager med ind i arbejdet, ind i arbejdet på det daglige brød, på slægtens videreførelse, på at elske sin næste som sig selv, på at forvalte kloden som Gud har pålagt os, dvs. at gøre det i Guds billede og lighed. Kristendommen forener desperationen overfor de kriser som vi simpelthen ikke ved, hvad vi skal gøre ved, forener den desperate tro, med det målrettede, fornuftige, gennemtænkte arbejde. Så jo, der skal gå religion i det, hvis denne klode overhovedet skal have en bæredygtig fremtid.

Det måske allermest klassiske udtryk for det, er den første tekst vi hørte i dag – fra den første skabelsesberetning, menneskets skabelse. Der står, at vi skal underlægge os og herske over den øvrige skabning. Hvad der ligger i de ord, er blevet diskuteret indgående i økoteologien, dvs. blandt mennesker som tænker kristendom og økologi sammen, men hvis man løfter næsen bare ganske få centimeter over teksten, er det indlysende fra sammenhængen, at vi skal gøre det i Guds billede, dvs. med kærlighed, kærlighed til alt hvad Gud har skabt sådan så kloden, dens mennesker, men også alle de andre skabninger kan blomstre, udvikle og glæde sig på Jorden.