Klimabøn

Af Annegrethe Jørgensen

Kære Gud, du er nær ved alle, der råber til dig. Det gør jeg nu, for jeg er bange. Amazonas-regnskoven er ved at blive til soyamarker og klodens lunger klapper sammen. De store brande breder sig, det samme gør temperaturerne, som mennesker ikke kan leve i, og som koger havets dyr til døde. Oversvømmelserne, tundraen som tør. Jeg er bange.  

Hjælp os, Gud! Giv os bønnens gave, så vi tør se, at vi står i lort til halsen, og at dem, det vil gå værst ud over, er dem vi elsker. Vore børn og børnebørn. Giv os tro, håb og kærlighed, så vi tør bede om det, vi aller mest ønsker for dem.  

Lad de unge se op! Op i himlen med dens tegn på regn, sol og vind. Op i hinandens øjne. Lad dem se, at de ikke er alene. Læg dem en ny sang i munden om alt det, vi kan være taknemmelige for. Giv dem hjertemod og tillid.   

Giv os gamle mod til at tale sandt om krisen. Vi har levet i en tid, hvor alting blev bedre og bedre. Nu ser vi, hvad det gjorde ved Kloden. Kære Gud, jeg har børnebørn og gudbørn og jeg sørger over den fremtid, som venter dem. Hvem er du, at du vil lade deres liv blive en kamp mod uforudsigeligt vejr og socialt kaos? Har du glemt dine løfter til os? Har du glemt regnbuen og duen?  

Jeg tror, hjælp min vantro og giv mig styrke og mod til at være dine øjne og ører og arme, hvor det behøves. Hjælp mig med at klare min del af dit frelses-værk. Når jeg gør, hvad jeg kan, bliver det til for lidt. Når jeg prøver at gøre det nødvendige, bliver det for svært. Men ét ved jeg, at jeg kan klare: At lytte og mærke efter, hvad du vil at jeg skal gøre. Hvad der er mit at gøre – med din hjælp.  

Jeg tror, du græder, Gud, over vores slægt som har været så dårlig til at bygge liv og glæde de steder, du ledte os til. Ufattelig rigdom til de få, unødvendig meget til de fleste i vores del af verden – og alt for mange, som fik lov at sejle deres egen sø. Vis os vejen med dine tårer, når vi nu må bryde op og finde nye måder at leve på. Der findes ikke mere noget andet sted. Jorden er vores hjem. Giv dem, som allerede er godt i gang med at værne og passe på efter din vilje, stemme og myndighed, så flere lærer kunsten. Lær os ydmyghed, så vi ser at vi alle er i samme båd – og styrke til at gøre op med dem, der tynger den så farligt ned.  

Nødens stund er nær, og vi går under som menneskehed, hvis vi glemmer det eneste som betyder noget. At være der for hinanden, i lyst og i nød. At følge dit kald om at tage vare på Jorden, med vore børn på armen.  

Giv os ydmyghed, så vi kan lære at leve med de vældige naturkræfter, vi selv har sluppet løs. Leverum til vore efterkommere og alt levende, som er her sammen med os, er alt vi beder om, kære Gud. Giv os leverum og tilgiv os hovmodet, egoismen og frådseriet, som førte os hertil. Vi vidste ikke, hvad vi gjorde, Gud! Tilgiv os i din uendelige nåde og led os ved hånden ad bedre veje. Lad os ikke drukne i vore egne syndfloder. Ikke her i vores lille kystland. Ikke alle de andre steder i verden, hvor de kæmper mod vandet.  

Du har hørt mig! Jeg får overskud til at vende mig mod lyset og lege med børnebørnene, selvom katastrofen lurer i kulissen og overfalder mig, når jeg hører nyhederne. Du giver mig lykke og gode dage og nye kræfter. Hjælp også dem, der læser eller hører denne bøn. Giv dem håb og åbenhed for den kærlighed, du har lagt i dem og i os alle. Giv dem sindsro ved at vide, at børnene og de unges fremtid hviler trygt og godt i dine hænder. Giv dem tro på, at vi klarer det – sammen.