Coronakrisen har ramt alle – også kirkerne. Derfor vil vi gerne dele lidt fra de forskellige grønne kirker, og høre hvordan de har håndteret nedlukningen af deres kirke. Her har Marianne delt lidt fra Simon Peters Kirke ved Kolding:Vi oplever jo for tiden, at alt er på stand by… men på en måde påvirker det ikke i så høj grad kirkens grønne arbejde. Solcellerne producerer energi på livet løs i det smukke vejr – selvom der ikke er så mange mennesker i bygningerne til at bruge energien. Vi havde arrangeret foredrag med Mikael Jarnvig om klima og kristendom den 22. april – men det måtte vi desværre udsætte til efteråret. Men kirketjeneren er på arbejde og har fået købt en kompostbeholder. Vores store have, som endelig blev færdig sidste år, står så flot – og heldigvis slår mange vejen forbi, selvom kirkebygningen er lukket. I påsken besluttede en af præsterne og jeg os til at lave en ”påske-sti” med nogle få poster/stationer til overvejelse og trøst – og den blev brugt. Det kan godt frustrere, at vi ikke må samles i kirken – ikke engang udenfor, hvor det ville være let for os at holde afstand. Vi har arealerne til det!! Det virker ikke helt gennemtænkt, når man samtidig kan gå i et myldrende fuldt byggemarked en kilometer væk… Det bedste grønne tip, som vi kan give videre i denne tid, er det samme som altid: Brug jeres sunde fornuft! Involver alle medarbejdergrupper i det grønne arbejde – og også gerne frivillige ud over menighedsrådsmedlemmer.Maj 2020