Hvordan går det med de gamle gravsten?
Tekst af Laila Bahnson Holm fra Vammen kirkegård. Fra Vammen-Lindum menighedsråd i Viborg Østre Provsti deltog vi 6 personer, 4 menighedsråds medlemmer og vore 2 gravere til Grøn kirke konference i Skive i 2022. Vi fik stort udbytte af det.Vi fortalte også om vores lokale stenhugger, som gerne ville genbruge gravsten, hvis de var egnede. Det har vi summet på, og det lykkedes at finde 27 sten, hvor af de 24 egner sig til genbrug. Vi er glade for, at ideerne kan bliver til handling.
Antallet svinder lidt, som det var meningen. Der er både familie- og landsbyhistorie i de gamle gravsten på Vammen kirkegård, men det kniber med pladsen. Siden vi begyndte at skrive om det her i kirkebladet, er et par stykker blevet hentet hjem, og en blev genbrugt til et urnegravsted sidste år.
Men nu sker der et ryk. Der er sorteret 27 sten fra – gamle og famelieløse, og de fleste kan genbruges. Af de 27 sten ville Sten Thomsen, som er stenhugger i Viborg, gerne genbruge de 24. Det fleste er bornholmsk granit, Blå Rønne eller Rød Bornholm, og nogle få er sorte importeret fra Sverige. Teksten kan slibes væk, og stenen er klar til et nyt navn.
Stenene står dels i en række langs kirkediget, dels i en ø i vilde blomster. Når kirkeskoven springer ud og de vilde blomster vokser op, så er her meget fint, men altså med for mange sten. Vi har 8-12 begravelser og bisættelser om året og lige så mange eller lidt flere grave, som udløber.Det her har været en rigtig god løsning på begyndende pladsproblemer og et lille bidrag til CO2 reduktionen.
Vores kirke rykker hermed endnu et skridt mod at være en grøn kirke.