Hørning kirkegård ligger i Skanderborg Provsti i Aarhus Stift. Med 32 punkter på tjeklisten kan kirkegården nu kalde sig grøn.
En grøn lomme for dyr og planter
Hørning kirkegård ligger midt i satellitbyen Hørning og er byens grønne sted – en lille lomme af natur for både dyr og mennesker. Faktisk opfylder kirkegården alle syv kriterier under tjeklistens overskrift “biodiversitet – rum til dyr og planter”. Det betyder bl.a., at der er leve- og ynglesteder, der tiltrækker insekter, krybdyr, fugle og andet dyreliv på kirkegården. Et andet eksempel på tiltag, som fremmer biodiversiteten, er, at døde og døende træer, fældede stammer og kvas efterlades på kirkegården, når og hvor det er muligt.
En grøn lomme for mennesker
Det er ikke kun dyr og planter i Hørning, som kan nyde godt af kirkegårdens bæredygtige tiltag. Hørning kirkegård er indrettet sådan, at der er plads til forskellige måder at bruge kirkegården på. Forskellige områder har forskelligt udseende og forskellige former for gravsteder. Der er både plads til sorg og refleksion, ophold og sanseindtryk og fokus på tilgængelighed for mennesker, som er dårligt gående eller bruger kørestol.
Kirkegårdens grønne tiltag er alt i alt taget med respekt for både dyr, planter og mennesker. F.eks. er der tænkt meget over valget af stauder: de skulle være insektvenlige, de måtte ikke smide store mængder af frø, og så var det desuden vigtigt, at kirkegårdens “look” blev bevaret.
Alle kirkegårdens tiltag er blevet taget godt imod af gravstedejere og besøgende på kirkegården.
Det begyndte med tre æbletræer
Processen med at blive Grøn Kirkegård har varet i flere år. Det hele begyndte med, at tre æbletræer blev plantet. Næste skridt var, at områder med græs blev plantet til med forskellige stauder. I dag kan Hørning kirkegård som sagt sætte kryds ud for 32 af tjeklistens grønne punkter.
I dag deler kirkegården ud af egne erfaringer med andre kirkegårde og opfordrer andre til at arbejde med at blive Grøn Kirkegård. I dialog med lokale bedemænd sætter Hørning kirkegård også fokus på bæredygtig praksis for begravelser og urnenedsættelser. Og når det er muligt, indgår kirkegården i maskinfællesskaber med nabokirkegårde.
Find mere info om Hørning kirke og kirkegård på hoerningkirke.dk