Af natkirkepræst Sarah Ziethen, Roskilde Domkirke
I denne uge af november er vi en flok samlet i Løgumkloster, på FUV, for at forstå den teologiske baggrund bag Grøn Kirke bedre. Velindpakkede i mundbind og håndsprit og med passende afstand bladrer vi rundt i elektroniske artikler og medbragte bøger, mens forelæsere forsøger at samle trådene.
Kristologi, miljøetik, skandinavisk skabelsesteologi, pilgrimsvandring og Hartmund Rosas resonansteori er alt sammen nogle af de emner vi kommer om. Alt sammen under det store fælles spørgsmål om, hvordan vi som kirke og som kristne kan tage ansvar for det skaberværk vi alle er en del af. Økoteologi, kalder vi det.
De fleste af deltagere på kurset har en tilknytning til Grøn Kirke. Enten fordi deres kirke allerede er med i Grøn Kirke-netværket og de gerne vil have en dybere forståelse af, hvad det er for en teologi, der ligger bag den mere praktiske udfoldelse af de principper, Grøn Kirke bygger på. Andre er her, fordi de gerne vil lære om økoteologi som nyere teologisk retning indenfor den systematiske teologi, om det er politisk teologi eller partipolitik at tale klimaforandringer i kirken.
Uanset hvad baggrunden for at deltage i dette kursus bliver vi udfordrede. Martin Ishøy, som har arrangeret kurset, har sørget for at vi kommer vidt omkring og ikke bliver lukket inde i et resonanskammer, hvor vi kun hører dem, vi er enige med. Ikke fordi der er nogen her, der stiller sig kritiske overfor klimaforandringer – men fordi vi kan forholde os teologisk til dem. Og som altid hvor præster (og andre godtfolk) er forsamlede, er der mange forskellige holdninger.
Her bliver heller ikke givet konkrete opgaver ifht. at løse klimaudfordringerne – men der bliver diskuteret naturens betydning i teologi. Dybdeinkarnation peger på Kristi nærvær i hele kosmos, den skandinaviske skabelsesteologi synger med Grundtvig om den dybe sammenhæng i verden, og betydningen af vores verdenssyn i de etiske valg vi træffer. Der er ikke en partipolitisk agenda bag kurset – tværtimod. Men et oprigtigt ønske om at dele overvejelser om troen og teologiens betydning for kirkens bæredygtige profil.
Kurser på FUV bærer præg af en daglig gudstjeneste-rutine. Morgen og aftensang sætter dagens rytme. Hver morgen lytter vi til et digt, hvor naturen spiller en poetisk rolle og salmerne knytter an til naturens sprog. Således indrammes dagens politiske, etiske og religiøse tanker af troens og kirkens sprog.
Om Roskilde Domkirke bliver Grøn Kirke fordi jeg har været her, tror jeg ikke. Men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har fået et teologisk sprog og en økoteologisk refleksion med mig, som betyder at jeg bedre kan bringe kirken, klimaforandringerne og kristologien i spil. For vi kan ikke bare vente på, at der sker noget, så naturen ikke forandres, for det er sket. Men trods de stigende have er alt håb ikke ude – men det kræver, at vi som kirke og kristne tør tage del i den bæredygtige bevægelse. Og det kan vi gøre med vores teologi på ”det tørre”.
