Vi står midt i en forfærdelig krise. Den sender os til tælling. Nogle helt konkret som smittede. Mange flere fordi vi går og bliver bange. Ikke bare fordi vi risikerer selv at blive smittet, men også mere diffust. En angst har ramt os for, hvordan ”alting” dog skal komme til at gå. Noget af det frygtelige er, at man mister modet. Men det skal ikke ske. Vi skal kæmpe imod angstens grå dæmon. Vi skal finde troens, modets og håbets voksesteder.Vi skal finde den gode jordbund fra Jesu lignelse om sædemanden. Vi må finde den gunstige vind, der kan blæse os hen til den gode jord – så vi ikke sygner hen på grund af fejlernæringen i underholdningsindustriens overfladiske jordbund eller i idealernes helvede, hvor vi kvæles af tårnhøje forventninger, der vokser os over hovedet. Nej, vi må lade den gunstige vind blæse os hen som såsæd til den gode jord. Men hvor er det? Hvor er fredens, oprejsningens, livsbekræftelsens jordbund?Som 60-årig peger Martin Luther i en prædiken på de elementære ting i livet. Han skriver: ”Kort sagt er vores hus, gård, mark, have og det hele fuldt af bibel, da Gud gennem skabningen ikke kun prædiker, men også banker på vores øjne, rører ved vore sanser og ligesom lyser lige ind i hjertet, sådan så vi opdager og mærker hvordan opstandelsen af døde bliver billedliggjort og malet os for øje”.Grundtvig skriver noget lignende i ”Verdens igenfødelse” 235 i salmebogen. De siger ikke bare, at naturen er fin og flot, og at man kan blive glad i låget af dens skønhed, men at skønheden kommer med et budskab, og at den lader os mærke noget, som er andet og meget mere end godt humør. I det rette lys lader naturens forekomster os mærke – helt ind i hjertet – den opstandelsens fred og livsbekræftelse, som vi på den ene side kun kender som et løfte, men som på den anden side kan give os den vildeste glæde og gåpåmod. Den glæde og det gåpåmod som manifesterer livets sejr over døden.

Af Martin Ishøy 31-03-2020