ECEN’s resolution slutter med en række opfordringer til dels de, der beslutter politikken om at tage sig sammen, dels til kirkerne om at arbejde med på den grønne omstilling på alle niveauer, indgå i dialog med hinanden og til resten af samfundet, om at bruge det religiøse, kristne sprog til at tale håbet opaf Martin Ishøy, medlem af Grøn Kirke arbejdsgruppen.
Det var ikke første gang jeg deltog i ECEN-samlingen, og det er altid givende. Men hvorfor og hvordan? Først og fremmest er det rigtig godt, gennem foredrag og personlige samtaler, at opdage, hvad der konkret går for sig i Europas kirker på klima- og miljøfronten. I kirkesnakken herhjemme og især om folkekirken hersker der ofte en ufattelig provinsialisme og vi-alene-vide holdning. Det er stærkt ædrueliggørende og inspirerende at erfare hvilke seriøse arbejdsindsatser, der ydes i kirkerne i Finland, Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien – og i resten af Europa. Derudover er der det vigtige arbejde, som bæres af de internationale kirkelige organisationer, som Konferencen for Europæiske Kirker (KEK – protestantiske og ortodokse) samt den katolske parallelorganisation Rådet for den europæiske bispekonference CCEE, samt Kirkernes Verdensråd. I en tid hvor kristendommen er udfordret på vores kontinent, er det vigtigt, at der er nogen, der ikke forfalder til nationalistisk selvtilstrækkelighed. Og som den naturligste ting i verden, er klima- og miljøarbejdet et magtpåliggende emne for de internationale kirkelige organisationer. Således var et af samlingens første foredrag af KEK’s generalsekretær Heikki Huttunen, som så den måde, hvorpå klimaet optager langt de fleste kirker i Europa, og den måde der arbejdes sammen om det efter ECEN’s netværksmodel, som forbilledlig for fremtidens økumeniske arbejde.I øvrigt var konferencen præget af to problematikker: FN’s forestående klimatopmøde i Katowice i Polen (af samme grund blev ECEN’s samling afholdt i den by), COP24, og for det andet en kristen besindelse på penge. Fokusset på penge skyldtes naturligvis, at netop penge er et særdeles vigtigt punkt på dagsordenen på klimatopmødet. De rige lande er nemlig langt bagud med den klimafinansiering, som ifølge Parisaftalen, som de selv indgik, er helt nødvendig. Der er bestemt nogle kristne vinkler på sagen, når lande som har lovet at finansiere klimatilpasning og grøn omstilling i lande, som er ofre for de rige landes overforbrug, ikke gør det, eller ikke gør det med ”nye penge”, men med penge som allerede var afsat til andre former for udviklingsbistand, som så ikke bliver til noget. Den slags krumspring finder sted i mange lande. Men hvordan rimer de med Bibelens bud om at hjælpe enken, den fattige og den fremmede? Og hvordan stemmer det de fattige lande, som vi ønsker, ikke skal gentage vores voldsomt klima- og miljøødelæggende vækstmodel?Siden konferencen fandt sted i Katowice, blev temaet penge imidlertid i høj grad vinklet ud fra Katowice som historisk storproducent af kul og brunkul, altså netop den giftige cocktail af fossil energi og økonomisk vækst. Vi hørte, ikke mindst fra lokal side meget om, hvordan byen har kæmpet (temmelig sejrrigt) med at tage afsked med den kulfinansierede økonomi. Relativt godt for klimaet – spørgsmålet er selvfølgelig, hvor god den fortsatte vækstøkonomi er for samme klima.Ikke ulig Danmark byder Katowice IT-giganternes gigantiske computercentre velkommen. De bruger rigtig meget energi. Et andet spørgsmål er, hvad det betyder, at Gudstroen ligger mindre end et spadestik under dagliglivet i det traditionelt katolske Polen. Biskop Markus Dröge fra Tysklands største stift holdt et foredrag om kirkernes rolle i diskussionen om lukningen af Tysklands kulminer. Stiftet omfatter bl.a. Hambach-skoven hvor store mængder af demonstranter fornylig fik forhindret et katastrofalt brunkulsprojekt. Biskoppen opstillede i den forbindelse tre mål for kirken: 1) for at beskytte skabningen støtter kirken den tidligst mulige nedlukning af kulproduktionen, 2) Dette forudsætter en resolut iværksættelse af ændringer af den økonomiske struktur. Så kirken støtter en diskurs om strukturelle samfundsændringer. 3) Indenfor kirken anbefaler biskoppen økologivenlig adfærd, for alene sådan kan kirken være troværdig. Klar tale fra den tyske kirke. På samlingen blev fokuspunktet om klimaet som sådan belyst dels af en geologiprofessor, som yderst sobert redegjorde for klimatilstandens håbløshed. I sit videnskabeligt begrundede mismod appellerede han til kirkerne om troens kristne håb, som han fandt helt nødvendigt for at undgå katastrofen. En næsten lige så dyster vinkel blev lagt af lederen af FN’s Center og Netværk for miljø og klimateknologi (der som topembedsmand har været tæt på alle FN’s seneste klimatopmøder), som stærkt opfordrede kirkerne til at træde i karakter og gøre deres indflydelse gældende, hvor de kan, så vores politikere ikke snor sig udenom den nødvendige ansvarlighed. Disse samlinger i ECENs regi formulerer altid en resolution som en del af sine resultater. Årets resolution bærer overskriften ”En fremtid med håb”, og citerer profeten Jeremias, der skriver til de landflygtige, ”Jeg ved hvilke planer, jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb”. Ord med uundværlig åndelig næring, når vi gør os klimaudfordringerne klart. Den to sider lange resolution slutter med en række opfordringer til dels de, der beslutter politikken om at tage sig sammen, dels til kirkerne om at arbejde med på den grønne omstilling på alle niveauer, indgå i dialog med hinanden og til resten af samfundet, om at bruge det religiøse, kristne sprog til at tale håbet op og endeligt at fremme Skabelsestiden og (andre) liturgiske tiltag. I de fleste europæiske kirker bliver disse resolutioner taget op i besluttende organer, diskuteret, tilegnet og vedtaget som et holdningspapir. Det kan danske kirker også gøre. Resolutionen vedhæftes her. Noget af det mest givende ved at deltage i disse samlinger er imidlertid dels arbejdet i de tematiske undergrupper og ikke mindst alle de uformelle samtaler og informationer, man som deltager får med hjem. Jeg vil blot omtale to.Den Norske Kirke har i mange år haft opmærksomhed på klima og miljø som en naturlig del af deres selvforståelse, og Kirkemødet (kirkens højeste organ) har gennem årene gennemført flere strategiske tiltag på området. Men engagementet på lokalt plan er sprællevende mange steder. Eksempelvis i Frederikstad i Oslofjordens sydende. Forfærdet over den tiltagende plastikforurening i havene har man dér en vision om at skabet ”Håbets Katedral”, en flydende katedral i slægt med de gamle stavkirker, men med en tagkonstruktion bestående af alt det plastik, der flyder rundt i havet. Lokale kræfter er i gang, og de ser projektet i forhold til FN’s 14. bæredygtighedsmål om ”livet i havet”. Heia for Den Norske Kirke!Tyskland er et stort land og den evangeliske kirke rummer en tilsvarende stor mangfoldighed, men klima og miljø har stor opmærksomhed rigtig mange steder. Et eksempel, som kom til min opmærksomhed under ECENs samling, er et 80 sider langt skrift fra Tysklands Evangeliske Kirkes (EKD) Komité for Bæredygtig Udvikling (som består af en lang række eksperter på højeste niveau fra mange faggrupper) om FN’s globale bæredygtighedsmål som udfordring for kirkerne. Med udgangspunkt i det kristne skabelsesansvar redegør skriftet for vilkår og forventninger både til det politiske niveau og til kirken (som en der maner til besindelse, som formidler og som motor for forandring), før det redegør for de konkrete udfordringer. Det er tysk grundighed og en kirke som ikke er bange for at drage de nødvendige konklusioner.Deltagelse i konferencer som ECEN’s samlinger er givende, og håbet er, at det også bliver til inspiration hjemme i Danmark.
- Formand for Grøn Kirke Keld Balmer Hansen og medlem af Grøn Kirkes arbejdsgruppe, Martin Ishøy deltog fra 6-10 okt. i ECEN-samlingen.
- ECEN: European Christian Environmental Network (kirkernes formelt organiserede samarbejde om klima og miljø)
- Læs ECEN’s resolution her