I gamle dage hed det Høstgudstjeneste. Mange landmænd og -kvinder havde arbejdet hårdt i marken for at få høsten i hus, og det var naturligt efterfølgende at takke for årets gaver.


I dag går vi i supermarkedet og henter det, vi har brug for. Men det gør ikke virkeligheden anderledes, end den i virkeligheden er. At vi har noget at spise og drikke, at vi har et sted at bo, at vi har familie og venner, at vi har en jord – det er så givet for os, at vi nogle gange glemmer, at det er her, fordi nogen skænker os det. Men hvor kommer det fra? Hvem giver det? Og kan det forsvinde – selvom vi synes, vi selv bestemmer over det?

I dag kalder vi det ikke længere Høstgudstjeneste – men vi samles stadig for at takke. Ikke nødvendigvis kun for høsten, der er i hus hos storbonden, men også for de grønne grene, vi er blevet velsignet med i foråret. Og for de mange frugter, der hænger tungt på træernes grene nu. For, at vi stadig har en jord at bebo – og andre at dele livet med.