Igen i år havde folkekirken en stand på Naturmødet, som løb af stablen d. 23.-25. maj i Hirtshals. I standen havde Aalborg stifts grønne udvalg en afdeling med formidling af Grøn Kirke, Grøn Kirkegård og Folkekirkens Grønne Omstilling. Og igen i år var Naturmødet rammen for mange møder og en stor oplevelse af nysgerrighed.

Folkekirken og dens jorde
Erik Villy Rasmussen fra Aalborgs grønne stiftsudvalg udtaler i et opslag på stiftets Facebookside: “Kirken er en af landets største jordbesiddere, og i det ligger et ansvar. Men det er også en del af grundfortællingen i kristendommen, – og en grundopgave, vi har fået som mennesker – at vi skal passe på alt det skabte. Vi skal passe på den verden, vi er blevet sat i. Det er en af vores fornemste opgaver, og derfor giver det mening, at vi som folkekirke også er med på Naturmødet”.

Når Erik omtaler kirken som en af landets største jordbesiddere, så dækker det over, at de danske sogne ejer omkring 11.000 hektar jord. Kun kommunerne og staten ejer mere. Omkring 7.000 af de 11.000 hektar er i dag forpagtet til landbrug. Dén situation var afsættet til gode og store spørgsmål: Hvordan skal disse jorde omlægges til mere klima- og miljøvenlige anvendelse? Hvordan kan kirkegårdene være med til at skabe en bedre biodiversitet? Hvordan kan menighedsråd forbedre deres drift af kirker og andre bygninger og leve op til den samme målsætning om 70% reducering af CO2 udledning, som andre statslige institutioner?

“det er også en del af grundfortællingen i kristendommen, – og en grundopgave, vi har fået som mennesker – at vi skal passe på alt det skabte. Vi skal passe på den verden, vi er blevet sat i. Det er en af vores fornemste opgaver, og derfor giver det mening, at vi som folkekirke også er med på Naturmødet”

Erik Villy Rasmussen, provstisekretær i Brønderslev Provsti og medlem af Det grønne stiftsudvalg i Aalborg

Mange gæster gav udtryk for, at det er uforståeligt, at det enkelte menighedsråd suverænt tager beslutning om egne jorde. “Det er en uhensigtsmæssig struktur, at der ikke sker en fælles tilgang af forvaltningen af så store jordarealer,” fortæller Erik, og fortsætter: “Folkekirkens mulighed for god arealforvaltning må ikke ske så decentralt, for så kommer den da aldrig i mål”. For som mange gæster med rette spurgte: hvad hvis menighedsrådet ikke får det prioriteret?

Der sker noget i mødet
Som nævnt indledningsvist var Naturmødet igen i år præget af mødet mellem mennesker og en stor åbenhed og nysgerrighed i disse møder. Dette kom bl.a. til udtryk i en fælles debat, som Den Grønne Ungdomsbevægelse havde inviteret folkekirken til. Debatten blev afviklet i folkekirkens stand imellem teolog Kasper Bergholt og Sara Arvidsson fra Den Grønne Ungdomsbevægelse. Det blev til en god og relevant debat med en konklusion om, at der sker noget, når vi møder hinanden.

Hvordan er dit ønske til et gravsted?
Dét spørgsmål forholdt 420 mennesker sig til gennem en afstemning i folkekirkens telt. For en del af kirkens jorde er jo kirkegårde. Erik Villy Ramussen fortæller: “Det blev til mange virkelig gode samtaler. Mange fortællinger. Mange oplevelser. Mange overvejelser. Mange drøftelse internt mellem gæster, mellem generationer, mellem par”.

Mange af de deltagende gav udtryk for, at gravstedet ikke skal blive en byrde for de efterladte – hverken i form af penge eller pasning. Derfor er det måske heller ikke overraskende, at en begravelse i skoven eller askespredning i havet var de to topscorer. Anonyme gravsteder tiltalte kun få, hvilket får Erik til at reflektere over, om askespredning over havet mon bliver fremtidens afløser for et ukendt gravsted på en kirkegård. Der blev generelt spurgt interesseret ind til muligheden for jordfæstelse i skove og andre steder uden for kirkegården. En overraskende tendens var dog, at unge ofte valgte traditionelle gravsteder med urne eller kiste.

De mange samtaler pegede også på et ønske om, at kirkegårdene udvikles til at fremme forskellige muligheder – herunder med større biodiversitet og en mindre klassisk og “firkantet” indretning. Mange gav udtryk for, at en tur på kirkegården er en smuk tur i naturlignende omgivelser. Hvor man før i tiden gik på kirkegården, fordi man havde en konkret anledning med besøg ved et gravsted, så prioriteres det gerne at gå en tur på kirkegården for at nyde stedet.

Deltagerne blev præsenteret for seks eksempler på forskellige gravsteder – alle seks ledsagede af fotos. De blev så bedt om at stemme på de to med den højeste prioritering. Stemmerne fordelte sig således:
1: Skoven 21,9%
2: Askespredning i havet 20,3%
3: Gravsted med urne 18,8%
4: Gravsted med kiste 18,0%
5: Gravsted med biodiversitet 17,4%
6: Anonymt 3,6%