Skabelsestiden er en periode i kirkeåret fra 1. september – 4. oktober hvert år, hvor kirker opfordres til at sætte fokus på Skaberen og skaberværket. Det er et international økumenisk initiativ. Læs her om baggrunden for Skabelsestiden.

Alle skovens træer skal råbe af fryd for herren; for han kommer, han kommer for at dømme jorden (Sl 96, 12-13).

Økumenisk initiativ

Den nu afdøde økumeniske Patriark Dimitrios I foreslog i 1989 ved den 1. Europæiske Økumeniske Forsamling i Basel, at 1. september, første dag i det ortodokse kirkeår, skulle afholdes som en dag til ”taksigelse for den enorme gave, skabningen er og til forbønner for dens opretholdelse og heling”.

Knap ti år senere, under den 2. Europæiske Økumeniske Forsamling i Graz, Østrig i 1997, blev European Christian Environmental Network (ECEN) dannet. ECEN er et miljøsamarbejde imellem de 120 medlemskirker i CEC (Conference of European Churches) og Kirkernes Verdensråd. Ved denne lejlighed blev den økumeniske patriarks forslag udvidet til at omfatte en årlig liturgisk periode, Skabelsestiden, fra 1. september til 4. oktober.

I 2007 blev forslaget så vedtaget af den 3. Europæiske Økumeniske Forsamling i Sibiu, Rumænien. Forsamlingen opfordrede til, at perioden fra 1. september til 4. oktober helliges lovprisning og bøn for skabningen. Skabelsestiden skulle desuden ikke mindst bringe folk sammen i handling for at inspirere til og fremme en mere bæredygtig og enkel livsstil og derigennem vende vores bidrag til klimaforandringer.

Liturgisk periode til fælles bøn og handling

Med valget af 1. september som begyndelsen på Skabelsestiden og 4. oktober, Frans af Assisis festdag, som afslutningen, skabte de europæiske kirker en ny, økumenisk liturgisk periode, der indrammes af østkirkelig og vestkirkelig teologi og spiritualitet omkring omsorg for skabningen.

Skabelsestiden handler om lovprisning og taksigelse for den ufattelige gave, skabningen er, for al den skønhed, Gud har skænket os. Skabelsestiden handler om erkendelse af vores rolle og ansvar som medskabninger i dette sammenhængende hele – ikke kun for at udvise næstekærlighed over for vore medskabninger men for at handle retfærdigt og søge at forsone det, der er gået i stykker eller er kommet i ubalance. Kristi helende, forsonende og forløsende kærlighed er den samlende kraft i dette og samtidig lyset, der viser os vejen frem og skænker os den nødvendige visdom til at handle i sandhed.

Hvordan markere Skabelsestiden?

Der er utallige måder den enkelte person, gruppe eller menighed kan markere Skabelsestidens fem uger på.

I Skabelsestiden kan den enkelte eller familien vælge at gøre en indsats for at leve på en mere bæredygtig måde. Eller man kan bruge tiden til at overveje langtids ændringer, man kunne indføre i sin levevis, eller i en menighed, for at leve mere enkelt og bæredygtigt.

Man kan vælge at organisere en enkel begivenhed i menigheden – en særlig messe eller andagt, måske en udendørs andagt.

Man kan organisere en serie aktiviteter, eller en enkel begivenhed, såsom et foredrag, der sætter fokus på bæredygtighed og omsorg for skabningen. Og skabelsestidens temaer kan inddrages i 1. kommunions eller firmandundervisningen.

Der er meget inspiration at hente fra Grøn Kirkes hjemmeside

Liturgisk materiale til Skabelsestiden

Hvert år publicerer ECEN liturgisk materiale til Skabelsestiden. Materialet fra 2009 blev i anledning af Klimatopmødet i København sammensat af Danske Kirkers Råds Klimagruppe og findes derfor på både dansk og engelsk (se link nedenfor). I 2012 vil det nye nordiske netværk for miljø og klima, som Danske Kirkers Råds Klimagruppe er en del af, samarbejde om et fælles nordisk Skabelsestidsmateriale.

Skabelsestemaer indgår i vores kristne liturgier og bøn, blandt andet i høstfesten og som sagt i Frans af Assisis festdag. Men det giver mening at styrke dette fokus ved at have en årlig sammenhængende periode til bøn for skabningen og miljøet. Skabelsestiden minder os om, at vores liv leves i relation til andre, til alle jordens skabninger, og understreger det vigtige i at bede for og værne om disse relationer og i fællesskab søge at hele og forsone dem, der er beskadiget.

Høstfesten: På meget enkel vis kan man for eksempel udvide høstfestens lokale fokus til at inkludere et dybere åndeligt fokus på skabelsen og et bredere karitativt, socialretfærdigt og globalt perspektiv på miljø, biodiversitet og klimaforandringer.

(Teksten er uddrag af en artikel skrevet af Jacqueline Ryle i Katolsk Orientering, som har givet venlig tilladelse til at bruge den. )